Så skete det igen.

Jeg har tidligere skrevet om naturbrande på Gran Canaria, og 2019 er desværre ikke nogen undtagelse. Her i august har vi haft hele 4 hvoraf den ene slugte 10.000 HA natur, med alt som stod i vejen. Da branden var på sit højeste, havde vi storm og hedebølge, så i omkring et døgn løb ilden hurtigere end slukningsflyene kunne flyve.

Vinden drillede også de 4 store sluknings fly der var kommet fra fastlandet og Portugal for at hjælpe. På grund af høje bølger, kunne de ikke hente vand ved de nærmeste kyster, så de måtte flyve helt over til havnen i Las Palmas, hvilket kunne virke som spild af tid, men der var ikke anden mulighed.

Da det hele var på sit højeste, var det i alt 16 fly og helikoptere for at hjælpe, og omkring 1000 mand fra de andre øer, samt militær fra fastlandet, så der var en hel del, der skulle holdes styr på, men det var virkelig dygtige folk, der sad i kommandobilen, og fulgte med i det hele. Der var ingen der sagde at nu går jeg hjem, for jeg har haft mine 8 timer, nej de blev ved til de segnede og efterhånden som de væltede om af træthed, blev de bare liggende til de vågnede igen.

De husmødre, der ikke blev evakueret, fik fat i forskellige råvarer, så de kunne lave mad til de mange, der var beskæftiget med at slukke branden. Hver gang de havde bagt brød, eller lavet en gryde suppe, fik de fat i en af de mange politimænd, som holdt nysgerrige væk, så de susede op til de mest sultne med lidt god og næringsrig husmoderkost.

Denne gang er der ingen mennesker, der er omkommet, så det er da et lyspunkt i al det sorte. Et andet lyspunkt er en lille sød historie, som jeg vil dele med jer.

Oppe i Cruz de Tejeda, lige overfor hotellet, er der en lille plads, samt 8 – 10 boder, hvor man kan købe forskellige ting. Jeg vil gætte på at mange af de turister, der har lejet bil, har været der, og måske holdt en pause. Midt på pladsen er der en statue på en lille forhøjning, og der har der siddet en gammel mand, og ved siden af manden, stor et næsten lige så gammelt æsel. Hvis man giver en lille skilling, og hjælper manden på benene, så kan de mindre børn få lov til at ride en tur på æslet, medens manden følger med – i den anden ende af snoren. Det har de gjort i alle de år, jeg har været her på øen.

Midt i det kaos med evakuering, brand, vand, flammer og alt muligt andet, er der pludselig en der siger ”Hvor er æslet og den gamle mand” man vidste at den lille by, hvor manden boede havde man evakueret borgerne et par dage før, men hvor var æslet. Der blev sendt en brandbil med 2 mand afsted med horn og blå blink, og ganske rigtig, så stod det gamle trofaste æsel og hostede i røg og damp i den mørke stald.

Nu blev himmel og jord sat i bevægelse for at få fat i en bonde længere nede, og en som havde en transporter, der kunne hente æslet.

Det lykkedes, så inden for en time, kom der en stor varevogn, men en helt ny hestetrailer bagefter. Inde i traileren, lå der frisk halm, og en masse forskellig mad, som kun de rigeste kunne drømme om. Æslet blev lempet ind i traileren, og så gik turen ellers ned af bjerget, med politieskorte forstås.

Vel ankommet i den friske luft, ved foden af bjerget stod en lys og frisk stald og ventede på dyret.

Det kneb med at få dyret til at spise, det stod bare og kiggede ned i gulvet, så man fik fat i en dyrlæge, som mente at måske havde den måske fået lidt rigelig røg. En af brandmændene mente at man skulle hente den gamle mand, og afsted gik det, igen med blå lys og horn. Da de kom tilbage med den gamle mand, lyste både dyr om mand helt op. Det lange øre på æslet begyndte igen at stå lige op i luften, og den gamle mand fældede også en tåre. Som med et trylleslag fil det langørede æsel sin appetit tilbage, og den gamle mand satte sig i et hjørne i den friske halm, og der blev han siddende til æslet havde spist og lagt sig ved siden af sin tro partner, først da ville manden tilbage til det idrætsanlæg, hvor han var blevet evakueret til.

Efter mindre end 2 døgn kunne borgerne så småt begynde at vende hjem igen, nogle havde kun nogle forkullede mursten at komme tilbage til, medens de fleste havde deres hus, men ingen afgrøder på marken.

Da man havde sikret sig at hus og stald stod hvor det skulle, kom både æsel og den gamle mand også hjem, så for dem, var alt som før branden.

Der var nogle kreative mennesker, der gerne ville takke alle de hjælpere, der kom fra andrer steder, for at hjælpe, men hvordan kunne man gøre det, så flest mulige så det. naturligvis, så skulle man lave noget, og sætte det på busserne, som køre rundt alle steder på Gran canaria, hver eneste dag. resultatet ser sådan ud.

Der var mange, der havde frugt plantage og grøntsager, så de afgrøder de havde, solgte de enten ved vejsiden, fra en stor varevogn, eller på markedet. Alt det er nu væk, og det er også gået hårdt udover dem, der havde bistader. Staderne er brændt, bierne er væk, og der er heller ingen blomster, bierne kan finde, så ALT er væk for disse arme mennesker. Der har lige stået i den lokale avis at øregeringen har bevilget 5 millioner € til at hjælpe de værst ramte i gang igen, men det giver jo ikke smør på brødet i dag og i morgen. Der går jo 6 – 8 år, inden de nyplantede træer, giver frugt, så de igen kan holde i vejsiden, og tilbyde friske frugter, og hjemmelavet honning.

Regeringens talsmand har været ude med en bøn til turisterne, og den vil jeg referere her:

Når turisterne lejer bil, og køre rundt i de berørte områder, vil i så godt aflægge de lokale forretninger og restauranter et besøg, så de kan få lidt penge i kassen. Når vi køre rundt på øen, kan vi godt holde et ekstra stop, drikke en kaffe eller spise et stykke at konens hjemmebagte kage. Man kan også holde ind ved købmanden, og købe en tår at drikke længere nede ad vejen, og måske en pose sødt til resten af turen. Det lyder ikke af meget, men for dem, der lige har mistet alt, gør det en forskel.

Det bliver lavet en eller flere ”Plante træer” dag, som vi har været med til de sidste 2 år, og vores kontaktperson i regeringen håber også denne gang, at rigtig mange vil møde op. De ved ikke helt endnu, hvornår det bliver, først skal man sikre de områder, der skal plantes i, men så snart vi får besked, skriver vi det på Facebook.

Du må gerne dele denne blog, så vi kan få rigtig mange med ud og plante, når de kalder.

Billederne taler deres eget tydelige sprog.

Tak fordi du læste med.