Naturen på Gran Canaria er som skabt til cykelentusiaster

En tur på mountainbike i de vilde slugter og ad gamle grusstier er et adrenalinsus, der bare venter på at blive taget som modgift mod dovneriet på solvognen.

Jeg er ikke vant til at cykle i over 1.500 meters højde, men forsøger at hænge på en gruppe schweizere den sidste kilometer mod Pico de las Nieves, Gran Canarias højeste punkt, der hæver sig 1.949 meter over havet. Kommer i tanke om, at jeg kun har kørt små to kilometer af dagens 57. Måske det var en idé at blive realistisk om egne evner?

Så jeg lader alpeboerne køre og finder mit eget tempo. Og trøster mig med, at selv om det går op ad bakke nu, ender turen ved kysten, så der kommer alt andet lige mere nedkørsel end opkørsel. Tænker jeg, endnu lykkeligt uvidende om de to senere styrt og et smalt stykke med rullesten mellem en lodret klippe på den ene side og et 40 meter frit fald til den anden.

Gran Canaria er et af danskernes absolut favoritrejsemål. Og med god grund. Klimaet er stabilt med solskin og altid over 20 grader.

Infrastrukturen er som skabt til charterturisme med masser af hoteller i alle farver, former og formater og en lufthavn lige ved de store turistområder. Og her er masser af tilbud til de besøgende, fra udflugter med katamaran ud på Atlanten til busture til en af øens turistattraktioner – fra Aqualand til Palmiro Park.

Men vil man mere end det, vil man opleve den imponerende natur, som Gran Canaria også er, så skal man ud midt i den. Enten iført vandresko eller på cykel.

Free Motion er et af de ældste og mest veletablerede firmaer i forhold til sidstnævnte. Firmaet har kontorer i både Playa del Ingles og Maspalomas og udbyder alt fra el-cykelture til ekstreme downhill mountainbike oplevelser.

Holdet bag er tysk og det sikrer et professionelt niveau. Jeg havde booket min cykel hjemmefra over nettet, og da jeg henter den, står den klar med et klistermærke med mit navn, højde, vægt og lejeperiode. Jeg har valgt en basisudgave, i Free Motion-universet betyder det en tre måneder gammel Cannondale Trail SL 29ER til ca. 10.000 kroner.

Hvert år skifter firmaet hele flåden ud med Cannondales nyeste modelprogram, så man aldrig får en nedslidt havelåge.

Man kan vælge at begive sig ud på egen hånd eller booke en af selskabets mange ture med guide og frokost. Det sidste koster i gennemsnit 50 euro med frokost og eventuelt transport af sig selv og sin cykel til et startpunkt et andet sted på øen. Som på turen fra Pico de las Nieves tilbage til Playa del Ingles.

Er man usikker på sit niveau – og dermed hvilke ture, man kan klare, kan man med fordel vælge den 40 km lange rute fra Playa del Ingles ind i Gran Canarias Grand Canyon og tilbage.

Den er lidt under middelsvær med ca. 30 km grusvej og 660 højdemeter, der skal forceres. Når man har klaret den, så ved man, hvor man er. Skal man bruge fire timer, skal man holde sig til de lette ture, mens de, der klarer Grand Canyon turen på under to timer og ikke har været særligt udfordret ved underlaget, kan klare det meste af det, Free Motion har på programmet.

Efter at have knoklet op til toppen, gennemgår vores guide Danny dagens program. Masser af nedkørsler på både asfalt, grusveje og smalle stier. De sidste minder mest af alt om ujævne gedestier. Altsammen garneret med en række mellemregninger på flad vej eller lidt op ad bakke.

Gruppen på ti stryger derefter ned ad bjerget. På smalle spor gennem fyrreskovene. I højder over godt 1.000 meter er Gran Canaria rig på nåleskov, og fyrretræslugten prikker hele tiden til lugtesansen.

Bagsiden ved sceneriet er de mange nedfaldne brune nåle i skovbunden. Det er som brun sæbe. Som dansker er det dagens cykellektion nummer to efter lungeproblemerne.

I Danmark forgår nålene i efterårets og vinterens regn og slud. På Gran Canaria falder de ned, bliver tørre og ligger så ellers bare og ligger. Og gør livet livsfarligt for udenlandske lykkeriddere.

Jeg overlever et par udskridninger og er klar til de næste etaper, der først går ned ad en snoet asfaltvej for derefter at dreje ind i et mere goldt klippelandskab.

I klippelandskabet er det især de mange knytnævestore rullesten, der udfordrer. Vi kører ruten i små trekilometers etaper, hvorefter vi stopper op, får instruktion om den næste bid, og klør på igen.

Halvdelen af gruppen er med for fornøjelsens skyld, mens halvdelen ligner en flok udbrydere fra Tour de France, hver gang vi starter igen.

En tysker stikker af på de farlige grusveje. Han er 19 år, og det er hans første tur på mountainbike offroad nogensinde. Han får et hul på cirka 100 meter, men et par minutter senere går det galt. Cyklen forsvinder under ham i et højresving, og han brager lige ned på det stenede underlag. Resultatet er hudafskrabninger på hofte, albue og i hånden.

Det minder os andre om den respekt, det fremmede underlag fortjener.

Den unge tysker kommer på cyklen igen og vi fortsætter. Hans cykels bagskifter har dog fået et tryk og fremme ved frokoststoppet fikser guiden tyskerens cykel.

Vi hæfter selv for skader på cyklerne, men er det ikke noget, der kræver reservedele, skal vi ikke bekymre os om det, for mekanikerne, der klargør cyklerne mellem hver udlejning, får løn alligevel. En befriende indstilling.

Næste stykke er turens mest vanvittige. Over halvdelen af gruppen vælger at trække, for med en lodret klippevæg på den ene side af stien og et 40 meter frit fald på den anden side, er der ikke plads til fejl på den cirka halvanden meter brede sti med masser af kroketkugle store sten.

Min cykel æder ujævnhederne med en elegance, som kun en fuldt affjedret mountainbike gør det. Jeg må dog lige sætte fødderne ned et par gange. Det manglende autoværn langs kanten aftvinger en vis respekt.

Efter den hardcore sti falder sværhedsgraden. Så meget, at en anden kæk tysker i 20’erne finder på sine egne udfordringer. Da han forsøger at tage et hop med for lav fart, tager han en kolbøtte med sin cykel og plukker et par blomster med cykelhjelmen. 100 procent selvforskyldt og en livedemonstration af, hvor vigtig cykelhjelmen er.

De sidste ti kilometer kan jeg mærke, at jeg ikke er 12 år længere. Jeg æder mit sidste æble med en appetit som en bjørn, der netop er stået ud af sengen efter et veloverstået vinterhi, og sluger udsigten til Playa del Ingles charterhotelskyline, som om jeg aldrig havde set noget smukkere.

Det har jeg, det er i Gran Canarias bjerge, med de hyggelige landsbyer, klippelandskaber og vilde natur, helst set fra en cykel, at øen viser sit mest indbydende ansigt.